Munkesøen
Munkesøen
Borgerne I Munkesøen har alle kognitive udfordringer og er ældre borgere fra ca. 50 år og opefter. Det er borgere, der profiterer af et fællesskab med ligestillede og har brug for pædagogisk personale på daglig basis samt vågen nattevagt. Dog ikke så fysisk plejekrævende eller psykisk udfordret, at det er den primære problematik
Nogle borgere har et dagtilbud, og flere af borgerne har efter eget ønske ikke et dagtilbud.
Personale og dækning:
Der er en pædagogisk medarbejder på arbejde fra kl. 15.00-21.00 i hverdagene og kl. 11.00-21.00 i weekenderne. Samt enkelte morgener, hvis der er behov for dette. Pt. er det mandag og torsdag kl. 8.00-9.00.
Der er vågen nattevagt fra kl. 22.30-07.00 hver nat.
Medarbejderne er ansat i Team Bredgade, hvor arbejdet i Munkesøen er en del af opgaven ud over andre § 85 opgaver.
Aktiviteter i fællesskabet
Personalet befinder sig primært i fællesrummet, og det fungerer som samlingspunkt for alle borgerne. Borgerne kommer ofte ned og fortæller om, hvordan dagen er gået, får en kop kaffe, får støtte til at mestre dagligdagens problemer, får hjælp til praktiske gøremål, der ikke kan vente til den dag, de får individuel støtte, uforpligtende samtaler, hygge samt socialt samvær med de andre borgere. Borgerne er meget afhængige af den struktur aktiviteterne i bofællesskabet giver, og den har meget stor betydning for den enkelte borger. Nogle af borgerne har meget lidt, eller ingen kontakt til familie eller netværk, og formår ikke at benytte andre tilbud uden personaleledsagelse.
Bofællesskabet formår på den ene side at skabe den forudsigelighed, struktur og tryghed i borgernes tilværelse som de alle har så stort behov for, og på den anden side give dem den frihed og selvbestemmelse som de ønsker. De har mulighed for støtte til socialt samvær, men kan trække sig hvis det er det de ønsker.
Aktiviteter i fælles regi skal imødekomme alles behov og ønsker.
Borgerne bestiller individuelt deres mad fra madservice eller anden udbyder og nogle supplerer med egne indkøb. Borgerne har mulighed for fællesspisning om aftenen.
Der er etableret en Borgerforening, som tager beslutninger om fællesindkøb eller andre fælles aktiviteter og der betales et fast beløb til foreningen, som godkendes af borgerne.
Der markeres traditioner som jul, påske, nytårsaften mm. Samt borgeres fødselsdag.
Der arrangeres udflugter og tilbud om at komme i værestedet i Bredgade.